Medarbejderen skal vide, hvad der deles
Når JobGenstart bliver involveret i en konkret medarbejders sygefravær, er det vigtigt, at det fra begyndelsen er tydeligt, hvilke oplysninger der deles, med hvem og til hvilket formål.
Der gælder særlige regler for helbredsoplysninger, og arbejdsgiveren har ikke generel adgang til medarbejderens helbredsoplysninger.
Arbejdsgiveren må som udgangspunkt ikke spørge, hvilken sygdom medarbejderen har, men kan spørge til eksempelvis funktionsbegrænsninger og muligheder for at varetage arbejdet og forventningen til, hvornår medarbejderen kan genoptage arbejdet.
Når JobGenstart skal inddrages i en sag, er det derfor vigtigt at få medarbejderens samtykke til den relevante informationsdeling, så der er en klar ramme for samarbejdet.
Samtykket skal være frivilligt og tydeligt, og medarbejderen skal vide, hvad samtykket omfatter.
Målet er ikke at få adgang til flest mulige oplysninger, men til de oplysninger, der er nødvendige for at kunne arbejde konstruktivt med arbejdsfastholdelse.